Vin fra Frankrig
Det er stort set umuligt at tænke på Frankrig uden også at tænke på vin. Lige så svært er det at tænke på vin uden også at tænke på Frankrig.

Prangende vinslotte, beskedne vingårde, bølgende vinmarker, stolte vinbønder, klukkende vinflasker og klirrende glas hører uløseligt sammen med det store land. Vin er indbegrebet af selve den franske folkesjæl, og uanset, hvor man kommer i landet, findes der en vin, der passer perfekt til den lokale mad.

Det er ikke uden grund, at Frankrig er berømt for deres vin. De producerer hvert år omtrent 6,5 mia. flasker vin, hvilket er tæt på 20% af den totale vinproduktion i hele verden. De franske vinbønder har i århundreder været anerkendte som dem, der satte standarden for vin.

Fransk vin er referencen
Den dag i dag bruges franske vine, deres produktionsmetoder og deres lovgivning som reference og inspiration for vinbønder og lande verden over. Enten kopierer alverdens vinbønder de franske vine eller også gør de det diametralt modsatte. Uanset hvad, så er det Frankrig, der oftest bruges som målestokken.

Vinbønder er stolte landmænd. De arbejder hårdt i markerne for at deres druer kan give dem det bedste råmateriale, der sidenhen skal blive til velsmagende dråber. Lige så stolte som de fleste vinbønder er, lige så ydmyge er de også over for naturen, der gavmildt giver dem deres afgrøder. Derfor ser vi, at flere og flere vinbønder arbejder mod bæredygtige principper på deres vingårde, og økologiske metoder breder sig stille og roligt.

Besøg, smag og køb vinen på vingården i Frankrig
Stoltheden, som de franske vinbønder har, forhindrer dem ikke i at dele deres glæde over de vine, som de formår at præsentere år efter år. Man skal ikke køre eller cykle mange kilometer på landevejene i et vindistrikt, før man støder på et skilt i vejkanten med ordene “Visite. Degustation. Vente du vin”.

Her byder vinbønder velkommen til et besøg, en smagsprøve og en god snak inden gæsten, forhåbentlig med et par flasker under armen, vinker farvel med glad forventning om et godt glas til aftensmaden.

Prøv at forestille dig den mest arketypiske karikaturtegning af en franskmand. Er det helt forkert, hvis han er iført en stribet trøje og en baret, mens han under den ene arm har en baguette og i den anden et glas vin oppe under det fine sorte overskæg?

Der er noget om snakken. Frankrig er vin, og vin er Frankrig.

Fransk vin er den internationale standard
Frankrigs vine er referencepunkter for resten af verdens vine. Når man smager en californisk Cabernet Sauvignon, sammenligner man den sikkert med en Bordeaux, og når man smager en newzealandsk Pinot Noir, vil man sammenligne den med en Bourgogne.

Vinelskere vil sikkert vide, at der laves mange verdensklassevine uden for Frankrig, og at langt fra al fransk vin er verdensklasse. Men viden om fransk vin er utrolig vigtig. For det første laves der vitterligt svimlende mange fantastiske vine i Frankrig.

For det andet danner de franske vine referencerammen for de fleste vinnydere - andre landes vine måles og forstås ved at blive sammenlignet med de franske. Et grundigt kendskab til Frankrigs vine er en uundværlig platform, når du skal lære om andre vinlande.

Den første vin i Frankrig
Omkring år 600 f.v.t. grundlagde græske immigranter den by, der i dag kendes som Marseilles. Vindyrkningen fulgte med grækerne, og vinstokken blev spredt rundt i Provence. Omkring år nul blev der dyrket vin i Rhônedalen, og to-tre hundrede år senere blev der også fremstillet vin i Bordeaux og Bourgogne. Man regner med, at der blev dyrket vin i alle egne af Frankrig i 500-tallet.

Frankrigs vinhandel med England og Holland
I middelalderen blev vin en af Frankrigs allervigtigste eksportvarer. England var den helt store aftager. Først i 1600-tallet overtog hollænderne rollen som det største eksportmarked for franske vine.

Fællesnævneren for England og Holland var, at de begge var magtfulde og rige, og at de ikke kunne lave vin af nævneværdig kvalitet. De to lande efterspurgte især topkvalitetsvine – og når markedet vil have topkvalitet, er der nogen, der finder ud af at levere den. Franskmændene specialiserede sig i at lave vin i luksuskvalitet.

Revolution og republik
Det var ikke kun eksportmarkedet, der værdsatte luksus. Både adelen og kirken levede under ekstravagante forhold, hvilket blandt andet var muligt, fordi de var fritaget for at betale skat - det overlod de til bønderne og borgerskabet.

I 1789 startede den franske revolution, som endte med, at enevælden faldt, adelens jord blev udstykket, og kirkens besiddelser overgik til staten. Sidstnævnte var især af stor betydning: Frankrigs mange klostre havde indtil da rådet over mange af landets bedste vinmarker, ikke mindst i Bourgogne, men nu mistede kirkens mænd deres indflydelse på vinproduktionen.

Chaptalisering og pasteurisering - vigtige vinopdagelser
Omkring 1800-tallet opdagede kemikeren og landbrugsministeren Jean-Antoine Chaptal, at man kunne tilsætte vinen et skud sukker og dermed få gæret den til en højere alkoholstyrke.

Denne metode, som kaldes chaptalisering, gør ikke almindelige vine fremragende, men den kan redde decideret ringe vine fra at være udrikkelige. Chaptal var også en stærk fortaler for, at man gik mere videnskabeligt til værks inden for alle aspekter af landbruget, herunder vinindustrien.

I midten af 1800-tallet opdagede en anden videnskabsmand, Louis Pasteur, at det var levende organismer (gærceller), der var ansvarlige for mostens omdannelse til vin. Pasteur åbenbarede også en hidtil uset stor indsigt i de mikrobiologiske processer, der kunne fordærve vinen.

Chaptals påvirkning og Pasteurs banebrydende opdagelser betød, at de franske vine blev betydeligt bedre, og at vinmagere fra andre lande søgte til Frankrig for at suge til sig af franskmændenes know-how.

Gourmet-sproget
Når danskere rigtig skal kræse, begynder vi at tale fransk. Når vi går ud og spiser, går vi på restaurant. Inden middagen får vi måske en aperitif. Forretten finder vi i menukortet under hors d’oeuvres.

Ønsker man kød til hovedret, kan der sikkert vælges mellem filet, entrecote eller tournedos. Kødet ledsages ikke af sovs, men af en sauce.

Selv vores højhellige juledessert har et fransk-inspireret navn, selv om retten er en dansk opfindelse; risalamande. Fransk kogekunst har gennem århundreder været regnet for verdens fineste, og det samme gælder de franske vine.

Phylloxera
I 1863 blev Frankrigs vinmarker angrebet af phylloxera vastatrix - vinlusen. Vinlusen stammede fra Nordamerikas østkyst. De amerikanske vinstokke var immune over for vinlusen, men det var de europæiske ikke. De angrebne vinstokke sygnede hen og døde. Man forsøgte først at komme vinlusen til livs med kemikalier og ved at oversvømme vinmarkerne, men det var ikke nok til at komme lusen til livs - og vinen smagte helt forfærdeligt.

I 1870erne opdagede man, at man kunne gøre en europæisk vinstok immun over for vinlusen ved at pode den på rødderne af en amerikansk vinstok. Alle vinstokke måtte genplantes på nye rødder, hvilket var en kolossal opgave. Før vinlusens komme havde Frankrig 2,9 millioner hektar vinmarker, men man genplantede kun de bedste arealer, og i starten af 1900-tallet var det dyrkede areal reduceret til 1,6 millioner hektar.

AOC-lovgivningen i Frankrig
I 1935 blev den franske AOC-lovgivning oprettet. Rundt omkring i Frankrigs vindistrikter blev der fastsat præcise krav til vinens fremstilling i de enkelte områder. AOC-lovgivningen blev dels oprettet for at komme forfalskede vine til livs, for eksempel ”Bordeaux” lavet på billig vin fra Spanien eller ”Champagne” fortyndet med æblemost.

AOC-lovgivningen byggede i høj grad på ideen om terroir; at vin fra ét sted smager, som den gør, pga. Vinstokkens naturlige omgivelser. AOC-appellationernes geografi – ske rammer blev lagt således, at de afgrænsede områder med terroir-fællestræk. Især jordbunden tillagdes stor betydning.

AOC-lovgivningen gjorde det nemmere for forbrugerne at vælge mellem de franske vine, og selv om de forfalskede vine ikke forsvandt, blev der betydeligt længere mellem dem.

Bomben i Paris - Judgment of Paris
I 1976 afholdt vinhandleren og vinunderviseren Steven Spurrier en blindsmagning i Paris. Et udvalg af USA’s bedste Chardonnay- og Cabernet Sauvignonvine blev smagt op mod nogle af de bedste hvid- og rødvine fra respektive Bourgogne og Bordeaux.

Smagsdommerne bestod af ni franskmænd og inkluderede blandt andet redaktøren fra det franske vinmagasin Revue du Vin de France samt flere anerkendte sommelierer og slotsejere. Steven Spurrier annoncerede resultatet af blindsmagningen: prisen for bedste hvidvin og bedste rødvin gik til Californien!

Flere af smagerne så rødt og beskyldte Spurrier for at have snydt, og andre franske producenter mente, at smagningen var noget værre vås, for ”alle vidste jo, at fransk vin var verdens bedste”. Selv om mange franskmænd fornægtede udfaldet af smagningen, gik nyheden kloden rundt som en løbeild. Fransk vin var ikke usårlig! Man kunne også fremstille vine i verdensklasse andre steder i verden - endda til langt lavere priser end i Frankrig!

Bomberne i Stillehavet
I 1995 og 1996 annoncerede præsident Jacques Chirac, at Frankrig ville foretage prøvesprængninger ved Moruroa-atollen i Stillehavet. Verdenssamfundet protesterede højlydt, men franskmændene fortsatte ufortrødent. Dette ledte til en global boykot af alt, der var fransk, herunder også de franske vine.

Mange vinnydere, som indtil da kun havde drukket vine fra Frankrig, begyndte at drikke vine fra andre lande. Frankrigs vin eksport styrtdykkede; inden prøvesprængningerne var 60 % af de solgte vine i Danmark fra Frankrig, og umiddelbart efter var andelen nede på 40 %. Måske havde præsident Chirac regnet med, at eksportmarkedet ville vende tilbage til fransk vin et par år efter prøvesprængningerne - men det skete ikke.

Under boykotten havde forbrugerne stiftet bekendtskab med vine fra mange andre vinlande, og de havde fået mod på at prøve mere! Fransk vin var pludselig ikke så uundværlig som før, og i stedet for at genvinde markedsandelene er salgstallene fortsat med at rasle ned. De franske vines markedsandele af det danske forbrug er i dag ca. 20 %.

Den franske vinlov
Den franske vinlov blev oprettet i 1935. Det var efter ønske fra de franske vinbønder, men også for at vejlede de ofte forvirrede forbrugere, at loven blev til.

Vinbønderne ville beskytte deres vine, som blev skabt af lokale betingelser, gamle traditioner og hårdt arbejde. De så ofte, at deres navne blev kopieret på andre vin fl asker og ofte med et indhold af meget lavere kvalitet. Det var især i distriktet Châteauneuf-du-Pape, at protesterne lød højest.

Vinloven er inddelt i 3 hovedkategorier. Det er INAO (National de l´Origine et de la Qualité), der udstikker reglerne og kontrollerer, at de bliver overholdt.

Vin de France
Vin de France er den laveste kategori i vinloven. Vinene kan komme fra hele Frankrig. Er der anført ”Produit en France”, er vinen 100 % fransk. Man laver også blandingsvine fra EU, hvor det er påført med meget små bogstaver på etiketten under navnet Vin de France.

Kravene til Vin de France-vinene er få. Vinene skal indeholde mellem 8,5 og 15 % alkohol. pr. december 2007 blev det tilladt at oplyse både druesort og årgang på Vin de France vine, hvilket tidligere var forbudt.

Kategorien er populær blandt vinbønder, som ønsker at arbejde med andre druer og/eller teknikker end de tilladte inden for dvs IGP eller AOP’er. Specielt i forhold til vinproducenter, som laver naturvine.

Der kan også være en finansiel fordel, da det er billigere rent økonomisk at varetage og opretholde et vinhus i denne kategori modsat de højere kategorier grundet mindre afgifter og færre restriktioner.

Indication Géographique Protégée (IGP)
Denne kategori blev tidligere kaldt Vin de Pays, hvor der stilles højere krav til denne kategori end til Vin De France vine. IGP-vine skal stamme fra et angivet område. De fleste IGP-vine kommer fra store regioner, der i størrelse minder om danske landsdele.

Men der laves også IGP-vine fra mindre områder, dels nogle med departements-angivelse (et fransk departement modsvarer nogenlunde en region) og dels nogle med angivelse af, hvilken by vinen er dyrket ved. 70 % af alle IGP-vine laves i IGP d’Oc, som er en region i Languedoc-Roussillon. I Nordfrankrig skal vinene holde mindst 9 % alkohol, mens kravet i Sydfrankrig er 10 %.

Det højest tilladte høstudbytte pr. hektar er 85 og 90 hektoliter for henholdsvis rødog hvidvine, men nogle af de mindre IGPområder stiller skrappere krav. De enkelte IGP-områder fastsætter, hvilke druesorter deres vine må laves på. Vinproducenter kan stadig vælge at kalde deres vin for ”Vin de Pays” - men skal i så fald tilføje EU’s IGP-logo på flasken.

Appellation d’Origine Protegée - AOC (AOP)
Appellation d´Origine Protegée er den højeste kategori i den franske vinlov. Der er 3.000 AOP- ppellationer i Frankrig, og der kommer nye til hvert år. En AOP kan dække en hel region som fx Bordeaux eller Alsace. Den kan også dække et distrikt som Haut-Médoc, en kommune som Margaux, eller en enkelt vinmark i Bourgogne som Le Montrachet.

Kravene til AOP-vinene omfatter produktionsområde, alkoholstyrke, druesorter, dyrknings- og vinifikationsmetoder samt det maksimale høstudbytte. Et eksempel på en AOP er Margaux AOP, hvis hovedtræk er følgende: Vinen skal laves på druerne Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Carmenère, Merlot, Malbec og/eller Petit Verdot, høstet inden for rammerne af kommunen Margaux.

Høstudbyttet pr. hektar må maksimalt være 45 hektoliter, og vinstokkene skal mindst være tre år gamle. Alkoholstyrken skal være mindst 10,5 %, og vinen skal være rød. I nogle vindistrikter er der desuden klassifikationer, som angiver, hvilke slotte eller marker der er de bedste med prædikater som fx Grand Cru eller Premier Cru. De mest iøjnefaldende klassifikationer findes i Bordeaux og Bourgogne, men man finder dem også i Alsace, Champagne og Provence.

Det er stadig muligt for vinproducenter at bruge den gamle betegnelse ”AOC” - Appellation d´Origine Contrôlée i stedet for den nyere AOP, da man fra EU’s side ikke ønskede at tvinge det ned over medlemslandene. Derfor ses AOC stadigvæk langt oftere end den mere moderne udgave, AOP, og specielt på ældre, mere eksklusive appellationer/vinproducenter, selv om den nye betegnelse blev indført i 2009.

Høstudbytte i fransk vin
I forbindelse med AOC-appellationerne anføres ofte det maksimale tilladte høstudbytte pr. hektar. Det skal her præciseres, at det er basiskravet, på fransk rendement de base, der anføres. Hvert år besluttes det endelige loft for høstudbyttet, rendement annuel, og det kan meget vel være et par hektoliter højere end basiskravet.

Hertil kommer, at man i de fleste appellationer opererer med PLC, ”Plafond limité de classement” (loft begrænset af kvaliteten). PLC skulle egentlig kun bruges til at lempe kravet til høstudbyttet, hvis der var tale om en virkelig enestående årgang, hvor alle druer var af topkvalitet.

Desværre bruges PLC med alt for gavmild hånd, og der gives stort set tilladelse til at øge årets rendement annuel med 15- 20 % i hver eneste årgang. I de senere år har der været en tendens til, at de enkelte appellationer har opgivet brugen af PLC.

Eksempler på fransk etiketsprog
Vigneron-récoltant: Selvstændig vinbonde, som vinificerer druer af egen avl. Viticulteur-négociant: Vinkøbmand, som vinificerer både selvdyrkede og opkøbte druer. Cave Vinicole: Et kooperativ. Mis en bouteille au chateau: Aftappet på slottet. Grand vin: ”Stor vin”. Reelt en tom floskel. I Bordeaux bruges begrebet til at skelne mellem slottenes førstevine (grand vin) og andenvine (Deuxième vin).

Frankrigs druesorter
I forhold til Italien, hvor man skal kende til et hav af druenavne, er franskmændene ganske flinke til at bruge et relativt begrænset antal druesorter. Lær de vigtigste druesorters egenskaber at kende, så er du godt rustet til din videre færd ud i vinens verden. På de følgende sider gennemgås Frankrigs henholdsvis grønne og blå druesorter alfabetisk.

Grønne druesorter i Frankrig
Aligoté
I Frankrig dyrkes Aligoté især i Bourgogne. Vinene er som regel ret syrlige, mellemfyldige og aromatisk endimensionelle, selv om der også laves en lille håndfuld vine med en vis dybde. Druen går også under navnene Troyen Blanc, Griset Blanc og Malais.

Auxerrois Blanc
Undervurderet druesort, som især dyrkes i Alsace. Som regel er Auxerrois Blancvine bløde og let frugtige, men nogle få ambitiøse vine illustrerer, at druen kan levere lagringsdygtige vine med knitrende sprød syre og nuanceret frugt. Druen kendes også som Pinot Auxerrois.

Bourbolenc
Bourbolenc giver lette, ganske smagsneutrale vine med stor syrlighed. Druen må indgå i både Châteauneuf-du-Pape og hvid Bandol. Bourbolenc kendes også som Clairette Dorée og Doucillon.

Camaralet
Sjælden sydvestfransk druesort, kaldes også Camaralet de Lasseube og Petit Camaralet. Camaralet giver vine med en kraftig aroma og meget lav syrlighed.

Clairette
Sydfransk druesort, som giver alkoholtunge, syre- og aromafattige vine. Clairette er nok mest kendt for den mousserende vin fra byen Die i Rhône, Clairette de Die. I Australien kendes druesorten som Blanquette.

Colombard
Syrerig, tyndbenet og ret aromafattig druesort, som i Frankrig især dyrkes i Gascogne. Colombard-vine er kortlivede og skal nydes helt unge, mens de endnu har en smule frugt og charme.

Chardonnay
Verdens mest berømte grønne druesort, dyrkes i stort set alle vinlande. I Frankrig kendes Chardonnay også som Aubaine, Beaunois, Epinette, Melon d’Arbois og Pinot Chardonnay, og i Østrig kalder man den Morillon Blanc. Druesorten giver vine med moderat syrlighed, stor frugt og stor fylde.

Chardonnay-druens mest berømte vin er den sagnomspundne Montrachet fra Bourgogne, selv om boblevins-entusiaster vil måske mene, at dens bedste præstationer kommer fra Champagne, hvor druen også spiller en vigtig rolle. Chardonnay-druen er velegnet til fadlagring, herunder også lagring på fade af amerikansk eg, som giver vinen stor fedme og aromaer af vanilje. Især i USA og Australien er man vilde med at lave Chardonnay-vine, som smager som lige dele vin og crème brûlée.

Chasselas
Druesort af ydmyg kvalitet, som i Frankrig dyrkes i Alsace, Loire og Savoie. Chasselas giver aromafattige vine med middel fylde. Chasselas kendes også fra Schweiz, hvor den kaldes Dorin eller Fendant, samt Tyskland, hvor den kaldes Gutedel.

Chenin Blanc
Dyrkes især i Loire, hvor den også kendes som Franc Blanc, Pineau de la Loire, Pointu og Péra. Også meget udbredt i Sydafrika, hvor den kaldes Steen. Chenin Blanc giver vine med stor syrlighed og frugtsødme (eller høj alkohol, hvis sukkeret gæres ud). Druesorten er ikke mindst velegnet til ædelsøde vine; de bedste eksempler må være Quarts de Chaume og Bonnezeaux fra Loire.

Folle Blanche
Produktiv druesort, som hovedsageligt anvendes til vin, der skal destilleres (blandt andet Cognac og Armagnac). I Loire kalder man den for Gros Plant, i Sydfrankrig hedder den Picpoul, og i Spanien kaldes den Picapoll. Stille hvidvine på Folle Blanche er lette og meget syrlige.

Gewürztraminer
Gewürztraminerens meget parfumerede, frugtige duft gør den til en af de nemmeste druer at genkende. Vinene er fyldige, og syreniveauet er lavt. Gewürztraminer kendes først og fremmest fra Alsace, hvor den kan levere nogle ekstremt karakterfulde vine, både i tørre, men så sandelig også i senthøstede eller ædelsøde versioner. Druen dyrkes også med succes i Norditalien, hvor Gewürztramineren oprindeligt stammer fra. I de seneste år er druen også dukket op på New Zealand, og resultaterne er meget lovende.

Grenache Blanc
Det er ikke fastslået, hvorvidt Grenache Blanc er en grøn variant af den blå Grenache, eller om de kun har navnet til fælles. Druesorten dyrkes især i Sydfrankrig og i Nordspanien, hvor den giver fedmefulde, alkoholrige vine, som ofte har en lidt limagtig aroma i deres ungdom.

Grenache Gris
En sydfransk, mørkskindet druesort. Grenache Gris menes at være en nær slægtning til Grenache. Druesorten anvendes til at lave ganske fyldige hvidvine med moderat syre og en ret anonym aromaprofi l. Kendes som Garnacha Rosa i Spanien.

Gros Manseng
Sydvestfransk drue, som giver interessante vine med krydret bærfrugt og en tænderskærende høj syrlighed. Gros Manseng er sandsynligvis nært beslægtet med Petit Manseng. Som navnet antyder, er druerne på Gros Manseng større end på Petit Manseng. Gros Manseng er generelt også mere produktiv.

Jacquère
Dyrkes stort set kun i Savoie. Jacquère giver lette, syrlige vine med en fin citrusaroma. Druen kaldes også Molette.

Lauzet
Syrerig, aromafattig druesort fra det sydvestlige Frankrig, hvor den indgår i hvidvinen fra Jurançon AOC.

Len de l’El
Kendes stort set kun fra Gaillac i Sud-Ouest. Len de l’El giver fyldige, syrefattige vine, der ville virke klodsede, hvis ikke man tilsatte dem et skud af den syrerige Mauzac.

Maccabeu
Maccabeu dyrkes navnlig i Languedoc-Roussillon, hvor den ikke mindst bruges til vin doux naturel. Druen giver vine med høj syrlighed og pæn fylde, mens den aromatisk ikke har meget at byde på. I Spanien dyrkes druen i endnu større omfang. Franskmændene kalder også druen Tourbat, mens Spanierne som regel kalder den Viura eller Macabeo.

Marsanne
Marsanne dyrkes især i det nordlige Rhône. Druen giver meget fedmefulde, alkoholtunge og syrefattige vine. Som ung har vinen en lidt uraffineret aroma i retning af kontaktlim, men med alderen kan den udvikle spændende nøddeagtige nuancer. Marsanne tilsættes som regel en dosis af den syrerige Roussanne, som gør vinen mere harmonisk og lagringsdygtig.

Mauzac
Syrerig, aromatisk druesort, som blandt andet er hovedingrediensen i Blanquette de Limoux i Languedoc-Roussillon. Druen kendes også som Blanquette.

Mayorquin
Sjælden sydfransk druesort, som giver vine med høj syre, en del fedme og meget lidt aroma.

Merlot Blanc
En gang var Merlot Blanc ganske udbredt i Bordeaux, men i dag er den efterhånden sjælden at støde på. Druen menes ikke at have andet til fælles med den blå Merlot-drue end navnet. Merlot Blanc giver aromafattige vine med en lidt klodset fylde.

Muscadelle
Blomstret, parfumeret druesort, som trods navnet hverken er i familie med Muscat eller Muscadet. Muscadelle bruges især som blandingsingrediens i små mængder i hvide Bordeaux-vine, tørre såvel som ædelsøde. Druen dyrkes også i Australien, hvor den kaldes Tokay.

Muscadet
Muscadet-druen kendes især fra det vestlige Loire, men dyrkes også i Bourgogne, hvor den kaldes Melon de Bourgogne og Gamay Blanc. Muscadet har en høj syrlighed og en moderat frugt, og dens vine bør nydes så unge som muligt.

Muscat
Muscat-familien er en af de største blandt verdens vinsorter. Den mest anerkendte Muscat-variant er Muscat Blanc à Petit Grains, som giver de mest delikate vine med en fin friskhed, der matcher druens store sødme. Muscat-familiens sorte får er Muscat d’Alexandrie, som er klistersød med få nuancer og kun (alt for) lidt syre.

Muscat Ottonel er en tredje variant, som meget laver meget blege, ret enstrengede vine, som dog har en lidt bedre syrebalance end Muscat d’Alexandrie. Lykkeligvis er Muscat Blanc à Petit Grains langt den mest udbredte Muscat-drue i Frankrig. De to mest iøjnefaldende undtagelser er Rivesaltes, som overvejende laves på Muscat d’Alexandrie, samt Muscat-vinene fra Alsace, der som regel laves på Muscat Ottonel.

Selv om Muscat nærmest er blevet synonym med dessertvin, laves der også fine tørre vine på druen. De bedste laves i Alsace; hvis du præsenteres for en vin, som dufter intenst sødmefuld, men smager tørt og friskt, er der nok en tør Muscat d’Alsace i glasset.

Hvis vinen er let og uskadelig, er der tale om en vin lavet på Muscat Ottonel, men hvis den er kraftfuld og nuanceret, er den nok lavet på Muscat Blanc à Petit Grains.
Muscat dyrkes i stort set alle vinlande. I Spanien, Portugal, Cypern, Australien, Sydafrika og USA dyrkes overvejende Muscat d’Alexandrie. I Østrig dominerer Muscat Ottonel, og i Norditalien er Muscat Blanc à Petit Grains den mest udbredte Muscat. Alle landene dyrker flere forskellige typer Muscat, så det gælder om, at man ser sig for.

Ondenc
Efterhånden en ret sjælden druesort, som blandt andet dyrkes i Bergerac, især Gaillac. Ondenc giver aromatiske vine med et godt syrebid, men druen er upopulær på grund af dens lave udbytte og tendens til råd.

Pascal Blanc
Aromafattig druesort, som giver vine med moderat syre og nogen fylde. Kendes stort set kun fra Cassis AOC i Provence.

Petit Courbu
Druesorten dyrkes stort set kun i Sydvestfrankrig, hvor den bruges som blandingsingrediens til at give fedme og frugtsødme.

Petit Manseng
Sydvestfransk drue, som giver interessante vine med krydret bærfrugt og en tænderskærende høj syrlighed. Petit Manseng er sandsynligvis nært beslægtet med Gros Manseng. Petit Manseng mindre produktiv end Gros Manseng, og dens druer er mindre.

Ondenc
Efterhånden en ret sjælden druesort, som blandt andet dyrkes i Bergerac, især Gaillac. Ondenc giver aromatiske vine med et godt syrebid, men druen er upopulær på grund af dens lave udbytte og tendens til råd.

Pascal Blanc
Aromafattig druesort, som giver vine med moderat syre og nogen fylde. Kendes stort set kun fra Cassis AOC i Provence.

Petit Courbu
Druesorten dyrkes stort set kun i Sydvestfrankrig, hvor den bruges som blandingsingrediens til at give fedme og frugtsødme.

Petit Manseng
Sydvestfransk drue, som giver interessante vine med krydret bærfrugt og en tænderskærende høj syrlighed. Petit Manseng er sandsynligvis nært beslægtet med Gros Manseng. Petit Manseng mindre produktiv end Gros Manseng, og dens druer er mindre.

Picardin
En næsten uddød drue, som efterhånden kun dyrkes i Châteauneuf-du-Pape. Druesorten er muligvis nær beslægtet, eller sågar identisk, med Bourbolenc. Picardin giver meget syrerige vine med moderat fylde.

Pinot Blanc
En af de klassiske Alsace-druesorter. Pinot Blanc-vine er fyldige med en ganske lav syrlighed. Druen er ikke udpræget aromatisk, og vinene snarere behager end opfordrer til fordybelse. Pinot Blanc er ingenlunde kun en fransk druesort; både Italien, Østrig og Tyskland dyrker Pinot Blanc i væsentligt større omfang. Italienerne kalder druen for Pinot Bianco, tyskerne og østrigerne kalder den Weissburgunder.

Pinot Gris
Druen var indtil 1997 kendt som Tokay Pinot Gris, men må i dag kun benævnes Pinot Gris, for at undgå forveksling med Tokaji fra Ungarn. I Frankrig dyrkes druesorten især i Alsace, hvor den kan give krydrede vine med stor fedme og høj alkohol, og en ganske moderat syre. Pinot Gris dyrkes også sporadisk i Bourgogne. Franskmændene kalder nogle gange druen for Auxerrois Gris, Pinot Beurot eller Fromenteau.

Pinot Gris dyrkes i endnu større omfang i Italien og Tyskland, henholdsvis under navnene Pinot Grigio og Grauburgunder, men her laves vinen som regel i en friskere, mindre olieagtig stil. I de senere år har Pinot Gris også vundet frem i de oversøiske vinlande, og der laves glimrende vine i både USA og New Zealand. Der er en tendens til, at oversøiske producenter, som laver den lette (italienske) version af Pinot Gris, udbyder vinen som Pinot Grigio.

Riesling
I Frankrig må Riesling udelukkende dyrkes i Alsace. Druen giver vine med højt syreindhold og moderat fedme og alkohol. Riesling er en sentmodnende druesort, og den lange modning giver druen mulighed for at danne mere komplekse aromaer. Vinens markante syre sikrer dens elegance og giver den fremragende lagringsegenskaber. Med tiden udvikler Riesling en tone af petroleum, som bidrager positivt til vinens kompleksitet. Dette synes især at være udtalt i Riesling-vine fra varme områder.

I Alsace gærer man gerne Riesling helt ud, hvilket giver vine med en del fedme og alkohol, mens man i resten af verden som regel laver lidt alkoholsvagere vine med en lille restsødme. Riesling er ingenlunde forbeholdt de franske vinmarker; over halvdelen af al Riesling dyrkes i Tyskland, og australierne dyrker også mere Riesling end franskmændene.

Riesling ses blandt andet under følgende synonymer; Rheinriesling (Østrig), Riesling Renano (Italien), Rhine Riesling (Australien) samt Johannisberg Riesling og White Riesling (begge USA).

Roussanne
Syrerig druesort, som især kendes fra Rhône og Languedoc-Roussillon. Roussanne har en evne til at bevare syren selv i et meget hedt klima, og den bruges ofte som blandingsingrediens til at give en opstrammende friskhed. Druen leverer nogle af sine mest imponerende vine i Hermitage, hvor den blandes sammen med den fedmefulde, syrefattige Marsanne- drue.

Roussette
Roussette dyrkes næsten udelukkende i Savoie, hvor den også kaldes Altesse.Roussette giver blomstrede, aromatiske vine med middel fylde og høj syrlighed.

Sauvignon Blanc
Engang var Sauvignon Blanc synonymt med Loire (bl.a. Sancerre og Pouilly-Fumé) og Bordeaux, men i dag tænker de fleste nok snarere på New Zealands Marlborough-distrikt, når de hører druens navn. Sauvignon Blanc-druen giver ganske lette vine med markant syre og frugt. I Frankrig kaldes den også Blanc Fumé, Ahumat og Fié, mens man i Østrig kalder den Muskat Sylvaner.

Sauvignon Gris
Grålig, tykskindet druesort, formentlig nært beslægtet med Sauvignon Blanc. Sauvignon Gris giver vine med lidt mere eksotiske aromaer end den meget græsog hyldeblomstagtige Sauvignon Blanc. Sauvignon Gris dyrkes fortrinsvis i Bordeaux, hvor den er på vej frem.

Savagnin
Savagnin kendes især fra Jura, hvor den bruges til Vin Jaune, men den bruges også i Alsace, hvor druen kaldes Klevner d’Heiligenstein. Druesorten er parfumeret, mellemfyldig og syrerig.

Sémillon
Det er sjældent at støde på tørre vine, som udelukkende laves på Sémillon. Druesorten giver vine med god fylde og som regel et pænt syreniveau, men aromatisk set kan den være lidt for dæmpet til at stå på egne ben. I Bordeaux og Australien har man tradition for at blande Sémillon med henholdsvis med Sauvignon Blanc og Chardonnay, og resultaterne er fremragende. Druen er tyndskindet, hvilket gør den velegnet til fremstilling af ædelsød vin som fx Sauternes; det tynde skind gør druen til et let ”bytte” for den ædle råd, botrytis cinerea. Sémillon kendes også som Colombier og Mancès.

Spagnol
Provence-drue, som kendes fra Bellet AOC. Spagnol giver spinkle vine med en del syre.

Sylvaner
Sylvaners franske højborg er Alsace, hvor druen også går under navnet Gruber og Franken. Druesorten har gode egenskaber; en lifl ig, krydret aroma, et pift af frisk syre og en behagelig lethed. Druens største problem er, at den trives på de samme marker som Riesling, og derfor plantes den sjældent på de marker, hvor den ville præstere sit bedste – vinbønderne kan nemlig få højere priser for Riesling end for Sylvaner. Sylvaner dyrkes i endnu større omfang i Tyskland, hvor man i højere grad lader den vokse på de gode marker – hvilket nok er årsagen til, at tysk Sylvaner som regel er meget bedre end den franske version.

Ugni Blanc
Ugni Blanc er identisk med italienernes elskede Trebbiano. Druen giver en let, syrlig og ganske smagsneutral vin, hvilket gør den velegnet til destillation. Næsten al Cognac er destilleret på Ugni Blanc-vin.

Vermentino
I Frankrig dyrkes Vermentino især i Languedoc-Roussillon, hvor man værdsætter dens evne til at bevare en god syrlighed, selv om klimaet er meget hedt. Vermentino-vine er mellemfyldige med en god syre struktur, og bør nydes, når de er unge. I Frankrig kaldes druesorten også Rolle og Carbesso. Italienerne er også glade for Vermentino, og de dyrker den med stor succes på bl.a. Sardinien.

Viognier
Viognier-druen kan give vine med en uimodståelig eksotisk aroma og en fløjlsagtig fylde. Desværre falmer vinene hurtigt, da druesorten er meget syrefattig. Viognier kendes blandt andet fra Condrieu- inene i Nordrhône, og den bruges også til mange hvidvine i Languedoc-Roussillon. Alle disse hvidvine bør nydes så unge som muligt, også selv om de koster spidsen af en jetjager.

Måske spiller den grønne druesort sin glansrolle som blandingsingrediens i Syrah-baserede rødvine, som fx Côte Rôtie, hvor blot et par procent Viognier giver rødvinen en indtagende ekspressivitet, som gør vinen helt uimodståelig. I de senere år er der også begyndt at dukke mange Syrah-vine frem fra oversøiske vinlande, hvor man tit kan ane tilstedeværelsen af et par dråber Viognier.