Vin fra Spanien - mangt og meget mere end ”den i sækken”
Med sine ca. 1 million ha. vinmarker (2012) vinmarker er Spanien verdens største vinland arealmæssigt set. Der dyrkes vin i så godt som hele landet, og man har gjort det lige så længe som franskmændene. Mange af de spanske vinbønder er så kompromisløse i deres stræben efter kvalitet, at nakkehårene ville rejse sig på de fleste af deres kolleger i for eksempel Bordeaux.

Alligevel er der mange, som kun opfatter spansk vin som et stereotypt lavprisprodukt. Dette vil forhåbentlig ændre sig inden længe. Spanien udbyder en så bred vifte af vine, at det ville være livsfornægtende at begrænse sit bekendtskab til ”den i sækken”.

Spansk vins historie
Spanien har gennem tiderne huset adskillige udefrakommende folkeslag. For blot at nævne et udpluk har kelterne, fønikerne, kartagerne, romerne, frankerne, gallerne, visigoterne og maurerne gæstet landet inden for de forgangne tre årtusinder.

Til trods for deres til tider krigeriske opførsel har de dog alle til fælles, at de på ingen måde hæmmede Spaniens vinproduktion, men derimod værdsatte den såre.

Eksporten af vin fra Spanien til England
I midten af 1200-tallet påbegyndte man at eksportere vin til englænderne, som lovpriste de sydspanske vine fra omkring havnebyerne Málaga og Cádiz. I den sidste halvdel af 1500-tallet brød der krig ud mellem England og Spanien, hvilket resulterede i en sønderbombning af den spanske flåde såvel som af vineksporten. Da de to lande langt om længe sluttede fred, var den spanske vinindustri i en ringe fatning og vinenes kvalitet ligeså.

Englænderne vedtog ydermere at påføre de spanske vine højere told end de portugisiske, hvilket også var en stor hæmsko for eksportmulighederne. Først i slutningen af 1700-tallet begyndte englænderne igen at aftage store mængder vin, navnlig Sherry.

Meldug og vinlus baner vej for nye eksportmuligheder for spansk vin
I 1850’erne hærgedes Frankrigs vinmarker af meldug, og det franske vinmarked var næsten tørlagt. Dette kom vinbønderne i Navarra og Rioja til gode, idet de derved begyndte at eksportere formidable mængder af vin. Da vinlusen i 1860’erne begyndte at braklægge de franske marker, eskalerede eksporten yderligere, og Rioja og Navarra fragtede op til 50 millioner liter vin over Pyrenæerne om måneden.

I 1878 ramte vinlusen de første spanske vinmarker. De første tilfælde blev konstateret i Sydspanien, hvilket uundgåeligt ledte til en mangel på det engelske eksportmarkeds favoritvine. Vinlusen bredte sig heldigvis kun med sneglefart til resten af landet, først og fremmest takket være det tørre klima og de store afstande mellem vinregionerne. Rioja og Navarra blev således først ramt i starten af 1900-tallet, og da havde man allerede udviklet den immuniserende podningsteknik i Frankrig.
Eksporten til Frankrig ophørte dermed, og landets vinproduktion blev reduceret til at køre på vågeblus det næste halve århundrede. Handlen med Frankrig havde dog medført en vigtig tilførsel af ekspertise, og Riojas nuværende kvalitetsniveau er en direkte konsekvens af påvirkningen fra de kompetente franskmænd.

Jordbrugsreform skaber vinkooperativerne i Spanien
Efter at en venstreorienteret regering havde siddet ved magten i kort tid, begyndte man i starten af 1930’erne at ekspropriere de større jordbesiddelser i Spanien. Dette gjaldt også vindyrkerne, hvis ejendomme blev omdannet til kooperativer.

Kooperativerne spillede en væsentlig rolle, da depression, borgerkrig og verdenskrig ellers ville have ruineret vinbønderne gennem de kommende to årtier. Få ville dog have anet, at kooperativerne den dag i dag ville have så stor indflydelse på Spaniens vinproduktion, som det er tilfældet.

RUMASA’s eksportsvindel skaber dårligt ry
Den Spanske borgerkrig brød ud i 1936 og varede tre år. Kort herefter brød anden verdenskrig ud. Selv om Spanien forblev forholdsvis neutral under krigen, tog det hårdt på vinindustrien på grund af den manglende mulighed for at eksportere.

Borgmesteren i byen Rota, Don Zoilo Ruiz-Mateos, begyndte kort efter krigens afslutning at gøre opkøb blandt landets vinfirmaer, som lå nær fallittens rand. Humlen var, at han ved at eksportere vin kunne inkassere en eksportpræmie fra den spanske handelsråd. Denne eksportpræmie var så stor, at man rent faktisk ikke behøvede at tjene penge på selve salget af vinen.

Ruiz-Mateos fremgangsmåde var såre enkel; samtidigt med at han producerede enorme mængder elendig vin, opkøbte han udenlandske vindistributører. Derpå lod han vinen blive ”solgt” til sin vindistributør i udlandet, inkasserede eksportpræmien, opkøbte endnu større andele af den spanske vinproduktion, lavede endnu mere rædsom vin og eksporterede hele herligheden igen.

I 1961 stiftedes aktieselskab Ruiz-Mateos Hermanos SA, også kaldet RUMASA. Firmaet kontrollerede på daværende tidspunkt en tredjedel af sherry-produktionen. I Danmark havde Ruiz-Mateos opkøbt vinhandlerkæden Skjold Burne, og danskerne var blandt dem, der modtog den største mængde af udrikkelig spansk vin.

Dette lagde grundstenen til den mentalitet, som i dag fortsat spøger omkring opfattelsen af spansk vin, nemlig at man køber spansk, fordi det er billigt - ikke fordi det er godt. Efter en periode med uforholdsmæssig stor ekspansion var RUMASA-imperiet i 1983 tæt på at kollapse. Regeringen valgte at ekspropriere hele foretagendet, hvorved en sort æra i Spaniens vinhistorie omsider endte.

Spansk vin i dag
Siden slutningen af 1960’erne har Spaniens vinproduktion gennemgået en bølge af modernisering. Pudsigt nok var RUMASA-koncernens vingårde i høj grad forbillede for mange andre af Spaniens producenter, idet de var blandt de første til at føre mekanik og teknologi ind i markerne og kældrene.

Uanset at formålet var at kunne lave så meget udrikkelig vin så billigt som muligt, må man faktisk her driste sig til at tage hatten af for det i øvrigt nederdrægtige firma. Vinmæssigt set tilhører nutidens Spanien ingenlunde den højteknologiske elite, men foranstaltninger såsom termostatstyret gæring er efterhånden blevet standard.

Geografi og klima for Spaniens vinproduktion
Spanien præges i høj grad af en meget omvekslende topografi (forskelle i terrænets højde), som også giver sig til kende i landets vine. Generelt set (meget generelt set) stammer de bedste tørre spanske vine fra højtbeliggende marker.

Dette skyldes den tørke og hede, som præger store dele af Spanien. For at druerne kan modnes langsomt, må man søge op i højderne, hvor temperaturerne er mere moderate end i lavlandet. Der er nok af højder til at søge tilflugt i; bjergkæderne Cordilleras, Sierra Cantabria, Sierra Nevada og ikke mindst Centralspaniens kæmpemæssige højlandsplateau Meseta bevirker, at der er enhver mulighed for at dyrke stor vin i Spanien.

Fem klimazoner
Spanien kan meget groft inddeles i fem klimazoner. I nedenstående tages ikke forbehold for indvirkningen af højdeforskelle. Området nord for bjergkæden Cordilleras, herunder distrikterne Somontano, Navarra og Rioja, påvirkes af de fugtige, kølige vinde fra Atlanterhavet. Området syd for bjergkæden Cordilleras afskærmes fra disse vinde og er derfor varmere og tørrere. Dette gælder for eksempel distrikterne Ribera del Duero, Toro og Rueda.

La Meseta på det Centralspanske højlandsplateau. Her hersker et meget barskt fastlandsklima. Vintrene er bidende kolde og somrene tilsvarende hede. La Meseta er blandt Spaniens mest tørkeplagede områder og indbefatter blandt andet distrikterne La Mancha og Valdepeñas.

Ved Østkysten råder et mildt kystklima med mere moderate somre og vintre, på grund af Middelhavets fugtige vinde. Tørke rammer sjældent vinmarkerne i dette område, som blandt andre inkluderer distrikterne Penedès, Jumilla og Malaga.

Sydvestkysten, dvs. vest for Gibraltar, hvor vi bl.a. finder Sherry-distriktet, skaber et samspil mellem Cádizgolfen og Atlanterhavet med en meget høj luftfugtighed, som muliggør vindyrkning i det solrige, nedbørsfattige område.

Spaniens tørke mindsker høstudbytte
På trods af, at Spanien er verdens største vinland arealmæssigt set, er selve vinproduktionen kun verdens tredjestørste. Dette skyldes det tørre klima, som frembringer små, koncentrerede druer med minimalt vandindhold. Resultatet kan direkte aflæses af landets gennemsnitlige høstudbytte, som ligger under 25 hl/ha.

De fleste andre steder i verden er det almindeligt at få et dobbelt så stort udbytte pr. hektar. Høstudbyttet er dog steget markant i de seneste par år, efter en større mængde producenter bruger kunstvanding, som nu bruges på omkring 34 % af Spaniens vinmarker.

1000 kooperativer
To tredjedele af Spaniens vinproduktion varetages af i alt 1000 kooperativer. Den bedre del af Spaniens vine stammer dog hovedsageligt fra de privatejede vingårde, som oftest besidder en bedre sans for detalje og finesse.

Spaniens vinlovgivning
Efter at Spanien er blevet medlem af EU, har man i videst mulig grad forsøgt at skabe en oprindelseslovgivning på lige linje med de øvrige vinproducerende EU-lande. Spanien har i dag et system, som dækker over fem kategorier, hvoraf de fire laveste kategorier direkte kan overføres til den franske appellationsmodel.

Den højeste kategori, Denominacion de Origen Califada (D.O.Ca.), kan sammenlignes med italienernes Denominazione di Origen Controllata e Garantita (DOCG), hvor der altså tilføjes en slags garanti for, at vinen stammer fra et kvalitetsområde. Flere forskellige kriterier skal opfyldes, for at et DO-distrikt ophøjes til D.O.Ca.

Det vigtigste er, at distriktets vine skal sælges til en gennemsnitspris, der ligger minimum tre gange højere end landsgennemsnittet. Hidtil er kun Rioja og Priorato blevet D.O.Ca-klassifi ceret. Både DOCa og DO hører under den europæiske kategori: Beskyttet oprindelses Betegnelse (PDO), som er det samme som den nye spanske term DOP - Denominación Origen Protegida.

DO bliver dog stadig brugt de fleste steder, da det fortsat er tilladt. Det bør understreges, at der også laves gode kvalitetsvine i af de lavere kategorier - for eksempel i Vino de la Tierra-kategorien. Kategorien Vino de la Tierra bliver gradvist erstattet af den europæiske variant Indicacion Geográfi ca Protegida (IGP).

17 regioner - 67 DO-områder - 2 DOCa-områder
Spanien inddeles i 17 regioner, autonomias, som groft sagt modsvarer de danske regioner. 14 af regionerne er vinproducerende, og rummer tilsammen 67 Denominaciones de Origén (forkortes fremover DO) og 2 Denominaciones de Origén Califada (forkortes DOCa).

Er fadlagring et udtryk for kvalitet?
Spanien er, populært sagt, verdens eneste vinland, hvor det er udbredt praksis, at en vinbonde ikke bare har en første- og andenvin, men sågar også en tredje- og fjerdevin. Hvad der her hentydes til, er de fire kategorier, Tinto (også kaldet ”sin crianza”), Crianza, Reserva og Gran Reserva.

Den gængse opfattelse af dette system er, at den angiver vinens kvalitet; jo længere en vin skal kunne lagre inden distribuering desto større stoflighed, syre og smagsstyrke kræves af vinen (og desto højere en pris tages der for den). Ganske vist er denne opfattelse i særdeleshed baseret på fornuft, men det ville være at foretrække, såfremt man i stedet opfattede lagringsbetegnelserne som udtryk for stilarter.

Sagen er, at man i Spanien ofte benytter sig af fade lavet af amerikansk eg frem for de europæiske sorter. Amerikanske egetræsfade frembringer bløde vine med en udpræget aroma af vanilje, som kan forekomme en inkarneret Bordeaux-tilhænger fremmed og vulgær. Såfremt en novice smager en Gran Reserva som en repræsentant for noget af det bedste, spansk vin kan tilbyde, og finder, at han ikke kan lide det, er det sandsynligt, at han ikke vil forsøge sig med andre spanske vine.

Havde man derimod serveret ham en Crianza (som på grund af den kortere fadlagring har mere bid og en mere moderat aroma af vanilje), ville han langt lettere have kunnet fordøje de nye smagsindtryk.

Husk også, at de forskellige typer egner sig til forskellige typer mad. I grove træk kan en Tinto ofte passe godt til lettere sommerretter à la pastasalat eller mildt krydrede retter med lyst kød. En Crianza kan ledsage de lidt mere krydrede retter, en Reserva kan nydes til lammekøllen, og en Gran Reserva kan være guds gave til dyreryggen. Dette må dog kun opfattes som en grov skitsering - i sidste ende kan man ikke sige noget om en vins evner, førend man har smagt den.

Hvad betyder Crianza, Reserva og Gran Reserva?
Kravene til lagring er individuelt fastsat for hvert af de spanske vindistrikter. De nedenstående tal viser kun de gennemsnitlige lagringskrav til de tre fadlagrede vintyper og varierer i de enkelte appellationer. Typerne Blanco Sin Crianza og Tinto Sin Crianza, af og til benævnt “Vino Joven”, skal ikke fadlagres.

Crianza
Mindst to år, heraf et år på fad og resten på flaske. Rosé- og hvidvin skal fadlagres mindst seks måneder.

Reserva
Mindst tre år, heraf et år på fad og resten på flaske. Rosé- og hvidvin skal fadlagres mindst seks måneder og resten på flaske.

Gran Reserva
Mindst fem år, heraf to år på fad og resten på flaske. Rosé og hvidvin skal lagres mindst fire år, heraf mindst seks måneder på fad og resten på flaske.

Spaniens 600 druesorter
Omend der dyrkes hele 600 forskellige druesorter i Spanien, er det kun en lille snes heraf, man støder på til daglig. Ud over det nu om stunder selvskrevne sæt internationale druer (Chardonnay, Merlot, Cabernet Sauvignon m.fl .), er nedenstående druer de mest betydningsfulde.

Grønne druer i Spanien
Airén
Denne vinsort dækker ikke mindre end en halv million hektar (et areal fem gange større end Bordeaux), hvilket gør den til verdens mest udplantede vinsort. Den anvendes hovedsageligt til destillering, men bruges også til bordvine, som almindeligvis er tyndbenede og aromafattige.

Albariño
Identisk med den portugisiske Alvarinho. Albariño har vundet størst anerkendelse i Galicien, hvor den frembringer knitrende friske, græsduftende vine.

Alcañon
En karakterfuld druesort med højt syreindhold, som stort set udelukkende ses i Somontano. Kvaliteten kan være så fremragende, at druen måske vil blive mere udbredt, også til andre regioner end Somontano.

Caiño
Grøn druesort med markant syrlighed og en let aroma af græs. Druen ses især i DO Rias Baixas.

Garnacha Blanca
Identisk med den franske Grenache Blanc. Druesorten giver fedmefulde hvidvine med et ganske lavt syreniveau. De mest seriøse Garnacha Blanca-vine laves i Catalonien, hvor flere vingårde laver koncentrerede, mineralske vine, ofte med et massivt præg af fadlagring.

Godello
Druesort fra Galicien, som giver syrerige, intense hvidvine med en udtalt æblearoma. I DO Monterrei kalder vinbønderne Godello-druen for ”Verdello”, hvilket kunne lede tankerne i retning af Verdejodruen, men de to druer er ikke beslægtede.

Gual
Grøn drue, som stort set kun kendes fra de Kanariske øer, herunder navnlig DO Tacoronte-Acentejo. Syrligheden er lav, og smagen er frugtig og let parfumeret.

Hondarrabi Zuri
En unik druesort fra Baskerlandet. Yder sprøde, græsduftende vine med stor friskhed og intensitet. Kan minde om Albariño-druen tilsat et strejf af Sauvignon Blanc.

Loureira
Identisk med den portugisiske Lourero. Loureira dyrkes især i Galicien og giver spinkle vine med en ganske svag aroma af græs og urter.

Malvar
Malvar dyrkes især i DO Vinos de Madrid. Giver som regel fyldige vine med en aroma af fersken. Vinenes syrlighed er meget moderat, og de bør nydes helt unge.

Malvasia
En af Spaniens mest udbredte druer, som både anvendes til lette, lyse rødvine og mørkegule hvidvine.

Marmajuelo
Grøn druesort fra de Kanariske Øer. Druens syrlighed er meget høj, og den anvendes som regel som blandingsingrediens.

Merseguera
Også kaldet Exquitxagos. En meget produktiv druesort, som især dyrkes på Spaniens østkyst. Merseguera kan give friske, græsduftende vine, men da de færreste producenter begrænser udbyttet, er stort set al Merseguera-vin neutral og tyndbenet.

Moll
Moll kendes også som Prensal Blanc og bliver stort set udelukkende dyrket på Mallorca. Moll-vine er lette til middelfyldige og besidder ofte en let mandelagtig finish.

Torontés
Identisk med argentinernes Torrontés og chilenernes Torontel. En kraftigt smagende drue med god syre og struktur. Torontés-vin kan minde om en rustik variant af en druesmagende Muscat fra Alsace.

Treixadura
Kendes også som Trajadura. Dyrkes især i Galicien, hvor den frembringer lette, ganske parfumerede vine.

Verdejo
En karakterfuld vinsort, som navnlig påtræffes i Rueda-distriktet. Gode Verdejovine er elegante, intense og besidder en duft i retning af stikkelsbær. Druen kendes som Verdelho i Portugal.

Viura
En hårdfør drue med højt syreindhold, identisk med den franske Macabeo. Viura er en vigtig ingrediens til fremstillingen af Cava. Viura ses hovedsageligt i Nordspanien, hvor den er ansvarlig for en mængde vine af uhyre forskellig kvalitet. De bedste kan minde om en lille Chablis.

Xarel-lo
Først og fremmest kendt i forbindelse med produktion af Cava. Der laves også stille bordvine af Xarel-lo, især i DO Alella, i hvilket tilfælde vinsorten ofte benævnes Pansá Blanca. Xarel-lo bærer en kraftig vegetabilsk duft, faktisk lidt i retning af kogt broccoli.

Parellada
Frisk, æbleduftende og hovedsageligt anvendt i Cava-produktionen. Navnlig i Penedès-området har man med pæn succes eksperimenteret med at blande Parellada med både Chardonnay og Sauvignon Blanc. Af disse stille bordvine er de fadlagrede langt de bedste.

Palomino Fino
En hårdfør drue, også kendt som Listan Blanco. Palomino Fino er den eneste drue tilladt til fremstilling af tør Sherry. Den ses også anvendt til tørre, lette, uskadelige bordvine.

Pedro Ximénez
Navnet ses ofte forkortet til PX. Druen er navnlig kendt for den supersøde, forstærkede udgave, der laves i Sherry-området. Der produceres også hvide, neutrale bordvine af Pedro Ximénez.

Moscatel
Spaniens foretrukne dessertvinsdrue, i de fleste andre lande kaldet Muscat Alexandria. Muscat-familien er en af de største blandt verdens vinsorter - og Moscatel er desværre et af familiens sorte får. Som spisedrue er den sødmefuld og velsmagende - som vin er den alt for ofte klistrende vammelsød.

Når dette er sagt, skal det dog påpeges, at visse producenter formår at frembringe gode (og sågar storslåede) Moscatelvine, hvilket navnligt gælder dem, som høster druerne en anelse grønne og derpå fadlagrer vinen i lang tid. Moscatel dyrkes først og fremmest i den sydlige halvdel af Spanien.

Zalema
Hoveddruen i DO Condado de Huelva. En ganske neutralt smagende drue med middel syrlighed. Zalema-vine har let ved at oxidere, og druesorten vil nok blive erstattet med Palomino inden for en overskuelig fremtid.

Blå druesorter i Spanien

Bobal
Hoveddruen i DO Utiel-Requena. En meget produktiv druesort, som giver mørke vine med en kraftig garvesyre og en moderat alkoholprocent.

Fogoneu
Fogoneu dyrkes stort set kun på Mallorca i DO Plá i Llevant, hvor den giver lette, eksotisk duftende rødvine i Beaujolais-snit. Fogoneu-vine nydes gerne let afkølede.

Garnacha
Også kendt som Garnatxa. Spaniens mest udbredte rødvinsdrue, identisk med franskmændenes Grenache. Druen lovprises sjældent for sin finesse, men derimod for sin evne til at frembringe særdeles alkoholrige vine. Garnacha anvendes navnlig til produktion af frugtige rosé-vine eller som blandingsingrediens med andre vinsorter. Rene Garnacharødvine opnår sjældent de helt store højder, idet vinene har en tendens til at oxidere meget hurtigt.

Hondarrabi Beltza
Unik druesort fra Baskerlandet. Vinene kan minde lidt om Cabernet Franc i den rustikke, kirsebærduftende udgave, man kender fra Loire.

Listán Negro
Den vigtigste druesort i DO Tacoronte-Acentejo på Tenerife. Listán Negro-vine er ofte meget kirsebær-frugtige og intense med en moderat fylde. Druen kendes også som Almuñeco.

Manto Negro
Dyrkes stort set kun på Mallorca. De bedste Manto Negro-vine er blæksorte og middelfyldige, og besidder gerne en mineralsk undertone, som gør vinene ekstra interessante. Vinen har meget let ved at oxidere, hvilket sætter ekstra store krav til kælderudstyret, som skal være topmoderne.

Mazuelo
Identisk med Frankrigs Carignan, lokalt benævnt Samsó og Crujillon. En rødvinsdrue af forholdsvis moderat kvalitet, som i dag er mest udbredt på Spaniens østkyst. Mazuelos største fordel er dens høje produktivitet – op til 200 hl/ha.

Mencía
Mencía dyrkes især i det nordvestlige Spanien. Der lader til at findes to typer af Mencía: den ene smager som en krydsning mellem Pinot Noir og Syrah, den anden menes at være beslægtet med Cabernet Franc og yder lettere, mindre aromatiske vine.

Monastrell
I Frankrig kaldet Mourvedre, i andre dele af verden kendt som Mataro. Monastrell er Spaniens næstmest udplantede druesort. Druen er vidt udbredt i Østspanien (navnlig Murcia), hvor den frembringer kraftfulde rosévine og meget rustikke rødvine.

Negramoll
Også kendt som Tinta Negra Mole og Negramoli. En syrefattig, sødmefuld og højtydende drue. Producerer oftest charmerende, sødlige vine, som bør nydes helt unge.

Tempranillo
Rygraden i de bedste spanske rødvine og identisk med portugisernes Tinta Roriz (som anvendes til fremstilling af portvin). Lokalt benævnes Tempranillo også som Ull de Llebre, Ojo de Liebre, Cencibel, Gotim Bru, Tinto del País og Tinto Fino. ”Tempranillo” betyder tidlig, hvilket henviser til vinsortens hurtige modning. Druerne er tykskallede og kan frembringe mørke, imponerende længelevende vine af allerhøjeste karat.