Dette er historien om en familie, der for 70 år siden faldt pladask for et helt unikt sted i Provence. I den nordlige udkant af byen Fréjus mellem Cannes og Saint-Tropez ændrer naturen sig markant. Fra at være flade og stenede strande rejser landskabet sig med provencalske fyrreskove og det buskede landskab kaldet le maqis eller garrigue.
Det var her, at Marcel og Gilberte Paquette i 1952 købte vingården, som dengang hed Domaine de Curebéasse, der er smukt placeret på Estérel-massivets vulkanske klippegrund omtrent fem kilometer fra Middelhavet og dets kølige vinde. Sønnen Jean Paquette og hans hustru Pascale tog over og videreudviklede ejendommen. I 2004 var det tid til næste generation, og deres søn Jerome er som uddannet ønolog i spidsen for vingården, der i 2013 skiftede navn til Chateau Paquette.
Jordbunden er 250 millioner år gammel porøs vulkansk klippe med et øvre lag af sandet lerjord og grus. Mikroklimaet er drager fordel af den friske luft fra havet, hvilket gør, at temperaturerne aldrig kommer alt for højt op, mens bjergmassivet og fyrreskovene beskytter mod den kraftige og kølige Mistral-vind fra nord. Her er mindre varmt end i det vestlige Provence, og familien Paquette høster generelt 14 dage senere, hvilket er en fordel hvis man gerne vil have dybde og kompleksitet i sine druer.
De 25 hektar vinmarker har siden 2014 været økologisk dyrket, og de gøder med hestemøg som det eneste gødningsmiddel. Familien dyrker den unikke og sjældne druesort Tibouren, som kun findes her. Den er kendetegnet ved at tilføre raffinement, røde bær og noter af roser til vinene. Resten druesorterne er klassiske for området med hovedvægt på Mourvèdre, Grenache og lidt Syrah. Den hvide druesort Rolle kendes også som Vermentino i Italien, og den leverer saft og friskhed til deres hvide vin. Chateau Paquette laver både røde og hvide vine, men ca. 75% af produktionen er rosé.
Alle vinene er økologiske og stilen er klassisk Provence-elegance men med et lille twist. Der er nemlig lidt mere dybde og kompleksitet at finde, hvis man giver dem en smule tid enten i form af et par år kælderen eller en times tid i karaflen eller glasset.
Anmelderne har så småt fået øjnene op for Chateau Paquette og deres vine. Den svenske sommelier-verdensmester fra 2007 og anmelder Andreas Larsson roser vinene for deres renhed og elegance. Det samme gør den engelske Master of Wine, Elizabeth Gabay, der er bredt anerkendt for at være en af de største rosé-autoriteter i vinens verden.