Italien – indbegrebet af vin og mad
Italienerne er livsnydere med en historisk sans for det skønne, det smukke og det velsmagende. Måltidet og kvaliteten af råvarerne er det centrale omdrejningspunkt for stort set alle italienere.

Så meget, at det er svært for mange unge italienske mænd at forlade mamas køkken og flytte hjemmefra. Maden smager simpelthen for godt. Det er så absolut en fordel, som mange madglade skiløbere udnytter til fulde med en skiferie til Italien.

Og så er der maden. Oh, hvor elsker italienerne deres mad, og vi følger trop. Blandt de mange varianter af italiensk gestik er fingerkysset nok det mest udbredte og genkendelige verden over.

Bevægelsen, hvor man sætter sin lukkede hånd til munden, kysser den mens man lader fingrene åbne sig som en blomst, er den ultimative måde at vise, at man savner ord for hvor lækkert et måltid, man lige har spist. Vil du have en italieners anerkendende nik, er dette den korteste vej til det.

Italienske ingredienser
Pasta, risotto, ossobuco, pizza, gelato og tiramisu. Ja, rækken af det italienske køkkens klassikere er nærmest endeløs, og tænderne løber i vand hos enhver, der holder af, at det smager godt. Noget af det, der gør italiensk mad så forbandet lækkert, er forkærligheden for gode råvarer. En belejlig detalje er, at trøffelsæsonen kører stort set hele vinteråret med de hvide trøfler fra oktober til januar og de sorte trøfler fra januar til sidst i april.

Dybest set er italiensk kogekunst simpelt, og visse gastronomer påstår, at en italiensk ret med mere end fire-fem ingredienser ikke er en italiensk ret. Det er netop denne ukomplicerede tilgang, der gør at råvarernes kvalitet bare skal være lige i øjet. Denne simplicitet og velsmag får man overalt i Italien. Og så er der jo selvfølgelig den obligatoriske espresso, som prikken over i'et.

Italiensk vinkort
Barolo, Amarone, Brunello, Prosecco, Spumante, Chianti og Vin Santo. Italiens vinkort er blandt de mest varierede og komplekse i hele verden. Intet land har så mange forskellige druesorter at byde på, så der er rigeligt at lade sine sanseorganer pirre med.

I de kølige norditalienske bjergregioner er særligt de hvide vine i absolut verdensklasse, og den lokale stolthed over kvaliteten af de flydende varer er umiskendelig og generøs.

Italiensk vin
Italien er det land i verden, som producerer det bredeste spektrum af vine. De smagsmæssige variationer mellem landets vine er enorme, og kvalitetsmæssigt er variationen ligeledes enorm – de italienske vinbønder kan ikke benægte, at visse vine af og til er en kending ringe, men til gengæld kan de også bryste sig af at kunne fremvise vine, som rangerer blandt verdens bedste.

Det er meget muligt, at Italien ville besidde den førende position på det danske vinmarked, hvis blot italienerne havde haft lige så nem adgang til de stærke eksportmarkeder (England og Holland) som franskmændene.

Italiens vinhistorie – fra oldtiden til romerne
Italien har produceret vin i ca. 5.000 år. Moderne dyrkningsmetoder såsom udvælgelse af de bedste druesorter, beskæring og opbinding blev indført til Syditalien af grækerne ca. 1500 f.v.t., mens fønikerne får en stor del af æren for at forbedre vinificeringsmetoderne, da de etablerede sig på Sicilien ca. 900 f.v.t. Flere af de druesorter, som grækerne og fønikerne indførte i oldtiden, florerer stadigvæk i bedste velgående i Syditalien.

I Midtitalien regerede etruskerne, som handlede flittigt med fønikerne. Ca. 800 f.v.t. begyndte de at tage ved lære af deres handelsfrænder i syd, og vinproduktionen i Midtitalien blev væsentligt forbedret. Da Rom blev grundlagt i 753 f.v.t., var vinproduktion, nydelse af vin og ikke mindst handel med vin en veletableret del af livet i støvlelandet.

Romerne udbreder vin til resten af Europa
Da bystaten Rom ca. 300 år f.v.t. underlagde sig hele den italiske halvø, var det startskuddet på en æra, som skulle få kæmpebetydning for store dele af Europas vinproduktion. Romerne drog rundt på deres erobringstogter, og med dem fulgte vinen; dels kunne de eventuelle bosættere i de nyerobrede kolonier anvende vin som en attraktiv handelsvare, og dels hjalp det gevaldigt på soldaternes kampmoral, hvis de kunne få et glas vin som supplement til den daglige feltration.

Det menes, at Romerne havde en finger med i spillet, da mange af de i dag verdensberømte vinområder blev grundlagt, heriblandt Rioja, Corbieres, Minervois og flere steder i Rhône-dalen.

Italien efter Rom
Da Romerriget blev opløst i slutningen af 400-tallet, gik landet ind i økonomisk depression. Først omkring et årtusind senere begyndte italienerne igen at blive en stormagt, idet dygtige handelsfolk vandt større og større kontrol over den europæiske handel.

Navnlig handelsmændene i Firenze (i provinsen Toscana) klarede sig godt, og flere af dem investerede deres formuer i vinproduktion. Adskillige af de vinhuse, som blev grundlagt i 1100-tallet og fremefter, eksisterer endnu i dag, og flere af dem rangerer blandt landets mest betydningsfulde.

Kvaliteten af italiensk vin
I midten af 1800-tallet begyndte man så småt at granske kvaliteten af Italiens vine. Indtil dette tidspunkt havde man hovedsageligt fremstillet søde vine, som ofte var meget ustabile. Et mindre antal producenter begyndte at indhente assistance fra Frankrig, som på dette tidspunkt var blevet udråbt til vinverdens konge.

Blandt de franskmænd, som gæstede Italien i disse år, herskede der stor enighed om, at støvlelandets vinproduktion var håbløst forældet. Hygiejnen omkring produktionen var så lav, at gærcellerne simpelthen døde, inden de kunne nå at omdanne al sukkeret til alkohol.

Resultatet heraf var logisk nok alkoholsvage, ustabile vine med en stor mængde restsukker. Man konstaterede også, at der dyrkedes alskens andre afgrøder i vinmarkerne (for eksempel hvede), for at man kunne få mest muligt ud af jorden. Ud fra et økonomisk synspunkt lyder dette ganske fornuftigt, men det sænkede vinens kvalitet anseeligt.

Det endelige resultat var, at nogle få producenter så småt begyndte at forbedre deres vine. For eksempel kan det nævnes, at de første tørre (og pragtfulde) Barolo-vine så dagens lys i starten af 1850’erne; indtil da havde den Nebbiolo-baserede vin været en sødlig smagsoplevelse, der efter sigende prikkede lidt på tungen.

Alle de tiltag, som fandt sted i disse år, skulle desværre drukne i en flod af exceptionelt dårlige vine, som begyndte at strømme ud af Italien et par årtier senere.

Vinlusen og en syndflod af dårlig vin
Populært sagt påførte vinlusen størst skade ved Italiens vine gennem den skade, den forvoldte i Frankrig. Da de franske vinmarker fra og med 1850erne blev plaget af vinlus, øjnede italienerne en kolossal mulighed for at eksportere. I årene 1870-90 fordobledes landets vinproduktion, og kvaliteten var fuldstændig underordnet, hvilket de usle vine bar et alt for tydeligt præg af.

Vinlusen forvoldte ikke så voldsomme skader i de italienske vinmarker - landets meget bjergrige terræn dæmpede dens fremrykning. Da franskmændene atter var blevet selvforsynende med vin, stod derfor man tilbage med en massiv overproduktion, som er et problem den dag i dag. (se længere nede i afsnittet “Overskudslagre og methanol”).

Den langsommelige vej til kvalitet
Først fra og med 1960erne er de italienske vinproducenter for alvor begyndt at hæve kvaliteten. Navnlig må EU’s landbrugsstøtte tilskrives en stor del af æren for, at man kunne modernisere produktionsapparatet.

Lad det dog være sagt, at udviklingen endnu er langt fra fuldbragt. Hvis italienerne fortsat skal kunne konkurrere med resten af vinverden, er det nødvendigt, at man løbende vedligeholder og moderniserer sine faciliteter, hvilket for mange vineriers vedkommende ikke er sket i flere årtier.

Overskudslagre og methanol - Den italienske vinskandale i 1986
I 1986 blev den italienske vineksport tildelt en lussing af format. Det viste sig, at nogle få skruppelløse fupmagere havde fremstillet “falsk” vin. Man havde fremstillet en vin-lignende væske, som blandt andet indeholdt det sundhedsskadelige stof methanol.

Formålet var ikke, at produktet skulle nå ud til forbrugerne, men at man i stedet skulle inkassere en klækkelig præmie fra EF, for at lade vinen ende på EF’s overskudslager.

Desværre blev “vinen” ikke opmagasineret på overskudslageret, men endte i stedet i handelen, hvorved flere forbrugere blev forgiftede. Medierne slog skandalen stort op, forbrugerne holdt sig på lang afstand af italienske vine, og der gik flere år, inden Italiens vineksport kom på fode igen.

Geografi - Italiens vinkort
Arealmæssigt set er Italien er kun verdens 63. største land. Frankrig er for eksempel næsten dobbelt så stor, men alligevel er Italien det land i verden, der producerer mest vin. Umiddelbart kunne det virke som om, at italienerne opdyrker hver en bar plet, uanset om den er velegnet til vindyrkning eller ej. En sådan antagelse ligger faktisk meget tæt på sandheden; italienerne dyrker vin over alt, men i langt de fleste tilfælde er jorden velegnet til vin.

Italien er som skabt til vindyrkning – grunden til, at der alligevel hersker store kvalitetsforskelle mellem landets i alt tyve provinser, er mere et spørgsmål om producenternes grad af kvalitetsbevidsthed end områdets egnethed til vindyrkning.

Italiensk vin i bjergene
Bjerge spiller en vigtig rolle i Italien. I nord ligger Alperne og beskytter mod de kølige vinde fra Centraleuropa, Appenninerne løber ned gennem hele fastlandets længde og skaber store klimatiske forskelle mellem øst og vest, og Madonie-bjergene sørger for, at også sicilianerne kan bevæge sig op i højderne.

Det kuperede terræn bevirker dels, at man kan søge op i kølige højder, hvis lavlandet bliver for hedt, og dels at man kan plante vinstokke på stejle, solbagte skråninger, hvis området er køligt.

Jordbunden i Italiens vinmarker
Navnlig to jordtyper ses hyppigt i vinmarkerne; de vulkanske og de kalkholdige. De vulkanske jordtyper er mørke og rige på mineraler og danner grundlag for de bedste vine fra blandt andet Campania, Veneto og Sicilien. De kalkholdige jordtyper er pr. tradition velegnede til hvidvinsproduktion, men huser også mange af de absolut bedste italienske rødvinsdruer, hvilket navnlig er tilfældet i Piemonte, Friuli og Toscana.

Det varierede italienske klima
Den italienske halvøs længde modsvarer nogenlunde afstanden mellem for eksempel Malmö og Nice. Dette leder selvsagt til et væld af klimatiske forskelle i landet. Hertil kommer, at det på ingen måde kun er breddegraden, som bestemmer et områdes temperatur; topografi , soleksponering, vindstrømme og afstand til havet spiller også ind og skaber en myriade af vidt forskellige mikroklimaer.

Meget generelt set kendetegnes Norditalien (herunder provinserne Piemonte, Trentino Alto-Adige, Veneto, Friuli og en del af Emilia-Romagna) ved et tempereret fastlandsklima, med sommertørke og vinterregn. Resten af landet ligger under for middelhavsklimaet, som til tider kan være lidt ustabilt.

Vinlovgivning i Italien
Efter Italiens indtræden i EF oprettede man i 1963 en vinlovgivning på lige linje med franskmændenes. Det er bemærkelsesværdigt, at kun godt 40 % af Italiens vine udbydes som DOC eller DOCG. I forbindelse med den nye EU-lovgivning i 2008 er de to øverste appellationer, DOCG og DOC, samlet under én primær kaldet DOP - Denominazione di Origine Protetta. Det er dog stadig valgfrit, om man ønsker at bruge den, og mange vælger fortsat at bruge de ældre betegnelser. Derfor vil de fortsat blive brugt her. Den italienske vinlovgivning er som følger:

Denominazione di Origine Controllata e Garantita (DOCG/DOP)
Ordet Garantita giver et fi ngerpeg om, at der her er tale om en vin, som med garanti er bedre end gennemsnittet. Der stilles lidt striksere krav til fremstillingen af DOCG-vine i forhold til DOC-vine (se herunder). I skrivende stund er der 74 DOCG’er i Italien.

Denominazione di Origine Controllata (DOC/DOP)
Modsvarer fuldt ud det franske AOC/AOP-begreb og dikterer således hektarudbytte, tilladte druesorter, alkoholstyrke med mere. Der er 333 DOC-appellationer i Italien.

Indicazione Geografica Tipica (IGT/IGP)
Denne kategori modsvarer den franske Vin de Pays. Denne kategori blev oprettet i 1992. Navnet er gradvist ved at blive erstattet med den europæiske version - IGP, Indiciazione Geografica Protetta, som svarer til den franske IGP/Vin de Pays.

Vino eller Vino d´Italia
Modsvarer franskmændenes Vin de Table. Vinen må dog godt bære årgang, i modsætning til den franske Vin de Table.

En bemærkning om IGT/IGP og Vino d´Italia
En meget stor andel af Italiens bedste vine udbydes som IGT og Vino da Tavola. Typisk drejer det sig om vine, der laves på druesorter, der falder uden for DOCernes og DOCGernes rammer.

Der kan også være tale om, at en vinbonde vælger at lave en banebrydende god vin i en ringeagtet eller ukendt DOC-appellation; Hvis vinen skal kunne sælges til den højest mulige pris, vil det måske være en fordel for vinbonden kun at anføre Piemonte IGP, frem for ”Colli Tortonesi DOC” på etiketten.

Italienske vingloser
Italiens vinetiketter er ganske lette at forstå og giver ofte et fingerpeg om, hvilken druesort vinen er lavet på. Herunder følger en lille håndfuld af de begreber, som af og til står på etiketterne.

Abbocato: Let sødlig. Amabile: Halvsød, en tand sødere end abbocato. Amaro: Bitter. Asciutto: Knastør. Dolce: Sød. Frizzante: Let perlende, ikke fuldt ud mousserende vin. Secco: Tør. Semisecco: Halvsød, bruges oftest i forbindelse med mousserende vin. Spumante: Mousserende vin.

Cantina Sociale: Kooperativ, forkortes af og til CS. Classico: Angiver, at vinen stammer fra den egn i et DOC-område, som har den længste tradition for kvalitet.

Muffa nobile: Ædelråd (botrytis). Passito: Vin lavet af tørrede druer. Recioto: Laves på halvtørrede druer - samme koncept som passito.

Riserva: Angiver, at en DOC- eller DOCG-vin har gennemgået lagring af en specifik varighed, men man skal kende den enkelte appellations regelsæt for at vide, om lagringen skal foregå på tank eller træfad. Vino Novello: “Ny vin”, beskriver oftest rødvine lavet med Beaujolais Nouveau som forbillede.